Cherwell Service Management
konsulenter søges

Cher – hva for noget?

Ja fair nok, hvis du ikke kender Cherwell nu. Det kan du komme til.

Så hvis du gerne vil specialisere dig i et af markedets bedste service management systemer og være kundernes yndlingskonsulent, så har vi måske et supergodt job til dig – hvis vi selv skal sige det.

Lige kort: Cherwell er et Service Management System, der er let at arbejde i både for kunderne og for dig. Når vi alligevel har brug for flere konsulenter til at hjælpe kunderne, er det, fordi de tit har brug for rådgivning om, hvordan de bedst integrerer systemet til den resterende del af deres forretning. Nogle har også brug for løbende assistance eller undervisning i, hvordan de løser opgaverne selv.

Og netop fordi systemet er så simpelt, er det vigtigste ikke, om du har erfaring med det eller lignende ITSM-systemer, selv om det selvfølgelig ikke vil blive brugt imod dig, hvis du har.

For os er det vigtigste, at du har lyst til at være konsulent, og at du er god til at få samarbejdet med kunderne til at fungere. For uden tilfredse kunder, ja… den lader vi bare stå.

Som konsulent i Aim Right får du selv mulighed for at skabe dit drømmejob. Du bliver firmaets første rigtige medarbejder, da firmaet pt består af tre partnere. Bare rolig. Vi har haft ansatte før i andre firmaer, så vi har styr på den del. I øvrigt bliver du forhåbentligt ikke ved med at være vores eneste ansatte. Vi regner med at være seks konsulenter foruden os selv, før vi skåler 2021 ind.

Din fordel er, at vi i Aim Right-regi ikke har noget plejer på ”medarbejderkontoen”. Derfor skal du ikke passe ned i en bestemt ansættelseskontrakt. Hvis din profil er den rette, er vi meget fleksible med dine ansættelsesvilkår, arbejdsbetingelser og løn. Og som den mulige første ansatte kan du være med til at sætte rammerne for, hvad det vil sige at være ansat her hos os.

Du kan regne med, at

  • du primært kommer til at arbejde på vores kontor på Vesterbro og sekundært ude ved kunderne
  • din arbejdsuge overstiger 37 timer i de travle perioder, og at din løn vil afspejle det
  • du selv kan planlægge din arbejdstid i det omfang, at du er der, når kunderne har brug for dig
  • vi sikrer dig den rette opkvalificering. D.v.s, at du indleder med at blive Cherwell-certificeret i England og kommer til at følges med en erfaren konsulent, til du bliver klar til at betjene kunder på egen hånd
  • vi skal have lyst til at drikke en øl eller en festlig drink med dig, for at du kan blive ansat, for vi mener det, når vi siger, at vi vil have en arbejdsplads, hvor alle trives med alle

Rent formelt regner vi med, at du har læst på DTU, IT-Universitet eller lignende, men du kan også have din erfaring andre steder fra.

Har du flere spørgsmål, er du velkommen til at ringe til partner og CEO Jeppe Jørgensen på 31 20 68 78 eller sende en mail til jeppe@aimright.dk. Han bliver i øvrigt din nærmeste chef, hvis det skal være os.

Du kan også sende din ansøgning til Jeppe med det samme.

Adresse:

Vesterbrogade 121, 6.
1620 København V

Bank: Nykredit
CVR: 39334410

Kontakt:

+45 31 20 68 78
jeppe@aimright.dk